Early spring 2015 in Copenhagen – experience Kings Garden, squares, old houses and canals.
Tekst og foto’s Erik K Abrahamsen, den 12. marts 2015.
Kongens Have med Rosenborg Slot.
Krokus tæppe foran Rosenborg Slot:

Klik på foto’s og brug din zoom kontrol og teksten i billedets højre side forsvinder og du ser dem i fuld skærmstørrelse.
Efter en mild vinter bryder foråret frem overalt i Danmark med sol, blå himmel og glade mennesker i by og land.
Her en tidlig forårsdag i marts beslutter jeg mig at gå tur i Københavns indre by med parker, torve, gamle hus og kanaler.
Overalt møder jeg glade mennesker, der nyder forårssolen udendørs på shopping, på cafeer, på tegnekursus og hyggelig chat langs Københavns kanaler.
Jeg starter min gåtur i Kongens Have.
Elever på tegnekursus:

Forår i Kongens have:
I begyndelsen af 1600-tallet lå Rosenborg have (Kongens Have) uden for det ældre voldanlæg, som fulgte Gothersgade mod Kongens Nytorv. Kong Christian den 4. erhvervede store landområder her øst for voldene, så København havde mulighed for udvidelse.
Christian den 4. opførte her et “Lysthus”, som kunne fungere som sommerresidens og med haver, der forsynede Københavns Slot med grøntsager, urter og planter.
Efter adskillige udvidelser får Rosenborg Slot sit nuværende udseende i 1638 – et prægtigt bygningsværk, et renæssance slot med kongelige arbejdsværelser, Riddersal, badstue med forsænket badekar og omgivet af voldgrav.
Elever på tegnekursus:

Klik på fotos og brug din zoom kontrol og du ser dem i fuld skærmstørrelse.
Elever på tegnekursus:

Kort over København City:
Klik på kortet og brug din zoom kontrol og du ser det i stort format og kan læse alle gadenavne.

Blomsterudsalg på Kultorvet:

Klik på foto’s og brug din zoom kontrol og du ser dem i stort format.
Jeg fortsætter ad Købmagergade mod
Rundetårn:
Rundetårn er en del af det 3-foldige bygningskompleks:
1. Trinitatis Kirke med tidligere Universitetsbibliotek under kirkens tag,
2. Regensen som fribolig og underhold for 100 fattige studerende gennem en fond “Kommunitetet” indstiftet af Frederik den 2 og
3. Rundetårn med observatorium i videnskabens tjeneste.
Det er Kong Christian den 4, der udtænker denne tanke og sætter den i værk ved byggeri af Regensen 1620-23, Rundetårn 1637-42 og Trinitatis Kirke med Universitetsbibliotek som fuldførtes i 1657.
Regensen nedbrændte under den store brand i København oktober 1728. Universitetsbiblioteket mistede sine 35.000 bøger, da Trinitatiskirkens indre nedbrændte. Kirkens ydermure og bærende søjler stod tilbage og kirken med Universitetsbiblioteket og Regensen blev genopført i 1730 ´rne.
På Rundetårn ydre facade mod Købmagergade har Kong Christian den 4 i 1642 opsat sit eget udkast til udsmykningen , en rebus som tydet lyder:
– Styr lærdommen (den rette kristne lære) og retfærdigheden (justiam= et gyldent sværd), HERRE (JAHVEH), i den kronede Konge Christian 4.s hjerte.
Rundetårn med Trinitatis Kirke:

Rundetårn – opført 1637-42:

2 store brande har ramt København meget voldsomt:
20. – 23. oktober 1728 hærgede en brand byen i 4 dage. Branden startede ved Vesterport og med kraftig vestenvind bredte den sig hastigt mod øst og 4087 huse nedbrændte i det Indre København. Mere end 20.000 mennesker blev hjemløse. 5 kirker blev ødelagt samt store dele af Universitetet.
5. – 7. juni 1795 brændte det meste af den sydlige del af Indre København. Ilden begyndte på flådens tømmeroplagringsplads på Gammelholm og bredte sig mod Nikolaj Kirke som nedbrændte. Derfra spredte ilden sig mod Højbro Plads og husene langs Gammel Strand for at slutte med at nedbrænde Vajsenhuset og Rådhuset på Gammeltorv. 941 huse og gårde nedbrændte.
Gamle huse i Gammel Mønt nr. 31-41 – alle husene her fra nr.17-41 er opført 1729-38:

Klik på foto’s og brug din zoom kontol og du ser dem i stort format.
Gammel Mønt nr. 19 opført mellem 1729-38:

Og her er gården til ejendommen Gammel Mønt nr. 19:

Bindingsværkshus på hjørnet af Grønnegade og Ny Østergade:

Pistolstræde mellem Ny Østergade og Østergade/Grønnegade – åbnet i 1971 efter omfattende restaurering med butikker og restauranter:

Fredede Grønnegade nr. 12,16 og 18 ´s bagbygninger i Pistolstræde:

Magasin Torv – mellem Østergade, Bremerholm og Lille Kongensgade:
Blomsterudsalg og udendørs cafe og restaurant.

Magasin Torv:

Bremerholm blev anlagt i 1932, som trafikforbindelse mellem Knippelsbro i syd via Kristen Bernikowsgade, Christian 9. gade og Gothersgade til Nørreport i nord.
Denne trafikudvidelse medførte store forandringer i den gamle bydel omkring Bremerholm og Nikolaj Kirke.
Smukke bevaringsværdige bygninger fra 15-, 16- og 1700 – tallet blev jævnet med jorden i fremskridtets navn og et helt nyt kvarter med moderne butiks- og etageboliger bliver opført gennem de næste 50 år.
Omkring Nikolaj Plads findes stadig de gamle gader med pakhuse fra 17-1800-tallet:
Nikolajgade:

Pakhus i Dybensgade:

Admiralgade med Nikolaj Kirke i baggrunden:
Nikolaj Kirke blev bygget i 12oo-tallet her tæt på fiskerlejet ud mod strandholmene og den første borg på det nuværende Slotsholmen.
Kirken er opkaldt efter en katolsk helgen Sct Nikolaj – de søfarendes helgen.
Sct. Nikolaj Kirke er udvidet og ombygget mange gange indtil den udbrændte i den 2. store brand i København den 5.-7 juni 1795. Kun tårnet uden spir stod tilbage. Kirken nedrives 1814-17, mens tårnet bevares og København Brandvæsen får hovedkvarter i Nikolaj Kirketårn fra 1822 – 1892.
I 1909 indvies det ny spir på Nikolaj Kirketårn skænket af Brygger Carl Jacobsen.

Nikalaj Kirkes tårn med pakhus i Nikolajgade:

Kig gennem Admiralgade mod Holmens Kirke og spiret på Børsen:
I 1562 bygger Kong Frederik den 2. en ankersmedje på Flådens Leje Bremerholm.
I 1619 ombygger Kong Christian den 4 søværnets ankersmedje på Bremerholm til kirke for søværnets personale på Bremerholm, Nyboder og Proviantgården med Provianthavnen på det nuværende Slotsholmen (Det Kongelige Bibiliotek og Bibliotekshaven).
I 1641 ombygges Holmens Kirke til en korskirke og får sit første orgel i 1646.
I 1705-09 opføres det lave gravkapel ud mod kanalen og Børsen.

Højbro Plads med rytterstatue af Københavns grundlægger Biskop Absalon i 1167:
Højbro Plads åbner sig mod Gammel Strand, som er den mere en 1-2000 årige strandkant til den 2-3 km brede sejlrende mellem Sjælland og Amager. Her lå flere holme som gav læ så fiskebåde og handelsskibe kunne ankre i læ for vejr og vind.
I 6-700 – tallet opstår skure, fiskehytter og handelshuse og København opstår som handelsby og overfartshavn til Skåne.
I det næste århundreder bygges volde og voldgrave mod landsiden og byen vokser og tjener mange penge på sildefiskeri Øresund.
Kong Valdenar den Store overgiver i 1157 København som gave til sin fostbror Absalon, som samtidig bliver bisp over Roskilde, rigets mægtigste kirkeembede. Absalon var netop hjemvendt fra Paris, hvor han havde deltaget i universitetsstudier i teologi og kirkeret.
København lå ubeskyttet og udsat for plyndringer fra sørøvere. Derfor beslutter Absalon at opføre en befæstet borg på en holm , der ligger blot 100 meter ude i sejlrenden.
Byggeriet af Borgen starter i 1167 og det år er det officielle for Københavns grundlæggelse. Og borgens fundament ligger der endnu – under det 3. Christiansborg Slot bygget i nybarok 1907-26.
Rytterstauen af Absalon som hærfører er udført af Vilhelm Bissen og opstillet 1901 – i 700 året for Absalon død.
Frisen har nederst et bredt bælte med Øresunds “guld”: sild i stimer og øverst en inskription mejslet i granit:
– Han var modig , snild og fremsynet – en ynder af lærdom – med ren vilje Danmarks trofaste søn.

Absalon som hærfører kigger mod magtens centrum – Slotsholmen, hvor der siden 1167 har ligget Absalons Borg (1167-1369), København Slot (1387-1731), 1. Christianborg Slot (1735-94), 2. Christiansborg Slot (1803-84) og det nuværende 3. Christiansborg Slot opført 1907-26 med Folketinget, Højesteret, Statsministeriet og de kongelige repræsentationslokaler med Riddersal og Slotskirke, som udtryk for:
Magtens 3-deling – Demokratiens fundament og indført som Danmarks Riges Grundlov den 5. juni 1849:
Den lovgivende magt (Folketinget),
Den udøvende magt (Regeringen og formelt Kongen/Dronningen) og
Den dømmende magt (Højesteret).

Udsigt fra Højbro mod Holmens Bro, Holmens Kirke, Børsen og Christiansborg Slot:

Afslapning i forårssolen på bolværker i Slotsholmens Kanal ud for “Ved Stranden” og Boldhusgade:

Udsigt mod Holmens Bro, Holmens Kirke, Børsen, Knippelsbro, Udenrigsministeriet på Christianshavn:

Udsigt mod Holmens Bro, Holmens Kirke, Forsvarsministeriet, Nikolaj Kirketårn og Højbro med statuen af Absalon i billedets baggrund:
Klik på foto’s og brug din zoom kontrol og du ser dem i stort format.

Udsigt i retning øst fra Knippelsbro ud over København Havneløb med Underigsministeriet, Eigtveds Pakhus og Operaen i billedets baggrund:

Kort over København City:

Kilde:
KØBENHAVN før og nu – og aldrig, En billedkavalkade om København inden for voldene og søerne, Bind 1-13, Redaktion og billedtekster BO BRAMSEN, Forlaget Palle Fogtdal A/S, København 1987-88:
Bind 2: Gammelholm og Frederiksholm af Steffen Linvald,
Bind 3: Strøget og Gammel Strand af Jan Møller og
Bind 4: Nord for Strøget af Allan Tønnesen
Copyright tekst og foto’s Erik K Abrahamsen 2015
All rights reserved
Melby, Nordsjælland den 14. marts 2015
De bedste hilsner
Erik