Den kongelige danske Flådes 500 års jubilæum i 2010

The Royal Danish Navy 500 th anniversary 10. august 2010

Tekst og billeder Erik K Abrahamsen

 

 

 

 

Søværnets Tambourkorps slår tonen an i 500 års jubilæumsdagene 10-15. august 2010. Til højre ses agterstævnen af Kommandostøtteskibet fregatten Absalon søsat i 2004 og med en besætning på 100 mand/kvinder. I baggrunden Operaen på Holmen. Foto: 12. august 2010

Den 10. august 2010 fejrede Søværnet sin 500 års fødselsdag med en stor flådeparade ned gennem Øresund og ind i Københavns Havn.

Der deltog ca. 30 danske og udenlandske skibe.

Skibene var de følgende 6 dage fortøjret ved kajkant på Holmen (Marinestation København), Refshaleøen, Kvæsthusbroen, ved Diamanten og Havnepromenaden mellem Sct. Annæ Plads og Toldboden udfor Amaliehaven og de 4 pakhuse fra 1700-tallet.

Skibene var åben for publikum.


Her er mine indtryk fra jubilæumsdagene mellem 10-15. august 2010:

Dagen den 10. august 2010 starter med Kronprins Frederiks overfart med chalup fra Kongeskibet Dannebrog til Batteri Sixtus på Holmen, hvor Kronprinsen giver interview til Danmarks Radio om Søværnets jubilæum og sin egen uddannelse i Den kongelige danske Marine:

 

 

 

Kronprins Frederik med chalup på vej fra Kongeskibet Dannebrog til Batteri Sixtus på Holmen. Kronprinsen ses agter stående i bunden at chaluppen. Kongeskibet ses bagest i billedet foran en stort krydstogtskib. Til højre for skibene ses de grønne volde i Fæstningsanlægget Kastellet indviet 28. oktober 1663. Foto: 10. august 2010

Midtpunkt for alle festlighederne er Søværnets Flådestation København, Holmen indviet i 1690 med anlæggelse af Flådens Leje og opførelse af en nybygnings-bedding på Nyholm og søsætningen af  orlogsskibet Dannebroge den 6. oktober 1692.

Flådens Leje og Nyholm:

 

Flådens Leje og Nyholm set fra Dokøen. Midt i billedet ses museumsskibet fregatten Peder Skram fortøjret ved kajplads Elefanten. Til venstre i billedet ses kongeskibet Dannebrog ved fortøjringspæl i det vandområde, der tidligere hed Fregatløbet. I 1681 beslutter Kong Christian den 5, at flådens 56 orlogsskibe og fregatter skal flyttes fra Bremerholm/Nyhavn til en ny fortøjningsplads overfor Toldboden og Kastellet ved indsejlingen til Københavns Havn. Der pæleindrammes et vandområde på 400 x 350 meter. Øst herfor etableres Nyholm af opmudringsmateriale fra Havneløbet. På billedet ses det oprindelige Flådens Leje ud for Mastekranen og det grønne område syd herfor, som hedder Bradbænken. Her på Nyholm byggedes 2 beddinger for Flådens skibsbyggeri ud til Bradbænken. Alt er taget i brug i 1691. Flådens leje udvides i 1740´erne til i nord at strække sig fra Bommens Vagt og Kajplads Elefanten mod syd forbi Dokøen med afslutning ved Christiansholm. Så den del af Havneløbet der ses på billedet gå fra en linie stik syd fra Bommens Vagt udgjorde Flådens Leje og altså militært område fra ca. 1750 helt frem til 1989. Flådestationens flådeaktiviteter overgik det år til Flådestation Frederikshavn og Flådestation København hedder fra 1989 Marinestation København. Foto: 10. august 2010

Efter den store flådeparade om eftermiddagen den 10. august er der fyldt godt op med orlogsfartøjer på Holmen (Nyholm). Her ud for Mastekranen, Bradbænken og kajplads Elefanten:

 

Nato skibe på jubilæumsvisit og Søværnets skibe fortøjret ved Mastekranen opført 1750. I baggrunden til venstre i billedet museumskibene torpedomissilbåden Sehested og fregatten Peder Skram bygget 1965 ved kajplads Elefanten. Foto: 15. august 2010.
Et Nato skib som gæst fortøjret ved kajplads på Nyholm, Holmen. I baggrunden skibe fra andre Natolande fortøjret ud for Bradbænken, som fra 1690 indtil 1927 var Orlogsværftets beddinger på Nyholm for nybygning, vedligeholdelse og reparation af flådens skibe. I 1867 nedlagdes Orlogsværftet på Bremerholm og overflyttedes permanent til Nyholm. I 1927 nedlagdes Orlogsværftet på Nyholm og overgik til Dokøen med Nye Dok. Dette var Orlogsværftet fra 1927 indtil 1989 for nybygning, vedligeholdese og reparation. Midt i billedet Mastekranen fra 1750 og til højre i billedet ses de gule bygninger fra Søværnets Officersskole bygget i 1938 og som stadig er i brug med uddannelse af officerer til Den danske Marine. Foto: 15. august 2010
Udsigt fra Nyholm, Marinestation København, Holmen i retning mod Det åbne Havneløb mellem Operaen på Dokøen og Amaliehaven til højre i billedet. Til venstre i billedet ses de 2 fredede kranbaner fra 1927 og 1935, som sammen med Nye Dok og det fredede pumpehus fra 1858 udgjorde Orlogsværftet fra 1927 indtil 1989. Foto: 15. august 2010
3 orlogsfartøjer fortøjret ved Bradbænken på Nyholm, Holmen. I billedets højre baggrund ses 2 moderne svenske krigsskibe HMS Helsingborg og HMS Haernoesand fortøjret ud for de 3 pakhuse opført af de Ostindiske Handelsselskaber i slutningen af 1700-tallet. Foto: 15. august 2010


Fra Marinestation København på Holmen tager vi nu over på den modsatte side af Havneløbet for at opleve den lange række af skibe,  der er fortøjret ud for Amaliehaven, de 3 pakhuse og A.P. Møller Mærsk domicil som nabo til Toldboden, oprindeligt opført af Kong Christian den 4 i 1620´rne her ved indsejlingen til Københavns Havn:

Som jubilæumstribut til den danske flåde har Sverige sendt 2 af de mest moderne krigsskibe bygget nogensinde HMS Helsingborg og HMS Haernoesand:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det svenske krigsskib HMS Helsingborg fortøjret i Havneløbet ud for et af pakhusene fra 1700-tallet. Helt i baggrunden til højre det svenske krigsskib HMS Haernoesand. Til venstre i billedet Operaen opført 2002-05 på Dokøen, Holmen. Foto: 12. august 2010
Her på planchen foran det svenske krigsskib HMS Helsingborg fortælles detaljer om skibets konstruktion. Foto: 15. august 2010
Det svenske krigsskib HMS Helsingborg ud for Vestindisk Pakhus, hvis tårn mod havnesiden ses til højre i billedet. Vestindisk Pakhus er opført for det Vestindiske Kompagni af C. F. Harsdorff i 1780-81. I gavlværelset på pakhusets 8-etage fulgte den 35-årige kronprins Frederik (6) slaget på Rheden den 2. april 1801. Kilde: København før og nu - og aldrig, Redaktion og billedtekster Bo Bramsen, Bind 6 Frederiksstaden og Nyhavn, side 484-85. Forlaget Palle Fogtdal, A/S, København 1989. Foto: 15. august 2010
Den tyske marine har bl.a. sendt disse to orlogsskibe for at fejre den danske flådes 500 års fødselsdag. Her fortøjret ud for A.P.Møller Mæersk domicil.Til højre i billedet ses museumsskibet fregatten Peder Skram på nyholm. Foto: 15. august 2010

Ud for Amaliehaven er de 2 danske skibe Thetis og Absalon fortøjret:

Søværnets Tamburkorps giver den for fuld musik her ud for Amaliehaven med Søværnets Kommandoskib Thetis i baggrunden. Foto: 12. august 2o1o

Kommandoskibet Thetis er et af Den danske Marines mest moderne skibe:

Planche med tekniske specifikationer for Kommandoskibet Thetis. Foto: 15. august 2010

Der er underholdning fra Søværnets tamburkorps for alle aldre, som deltager i Søværnets festligheder:

Søværnets Tamburkorps spiller ud for Amaliehaven.I baggrunden til højre ses de 2 kranbaner, der var en del af Orlogsværftet på Dokøen, Holmen fra 1927-89. Foto: 12. august 2010
Her passerer Søværnets Tamburkorps Kommandostøtteskibet fregatten Absalon på molen ud for Amaliehaven. Publikum på agterdækket kigger med. Der var fri adgang til at gå ombord i skibene. Foto: 12. august 2010

I Kvæsthusgraven ved Admiral Hotel ligger den dansk krigsskib Absalon og ved Kvæsthusmolen ligger det tyske krigsskib Bremen fortøjret:

Kvæsthusgraven med det danske Kommandostøtteskib fregatten Absalon søsat 2004 til venstre i billedet ud for Admiral Hotel og Amaliehaven og det tyske krigsskib Bremen til højre i billedet ved Kvæsthusmolen.Ved Havnefronten ud for Admiral hotel går ruten for Copenhagen Challenge, som netop idag den 15. august 2010 afholder Ironman triathlon konkurrrence med 3,8 km svømning i Amager Strandpark, 180 km cykling op til Vedbæk og tilbage til København og endelig denne 42,2 km marathon, hvor ruten her passerer havnepromenaden mellem Nyhavn og Toldboden. Titusinder af tilskuere fulgte de 1630 deltager på ruter over store dele at Havnefronten helt ud til Sluseporten i Sydhavnen. 1360 deltagere i Copenhagen Challenge Ironman 2010 kom i mål. Foto: 15. august 2010


Copenhagen Challenge, Ironman triathlon 2010 maratonløbet langs Københavns Havnefront:

Ironman triathlon marathon løberne passerer her A.P. Møller Mærsk hovedsæde langs Havnefronten ved Toldboden. Foto: 15. august 2010
I de første jubilæumsdage lå dette pragteksemplar af et italiensk skole-sejlskib Americo Vespucci i Kvæsthusgraven ved Kvæsthusmolen, som den italienske marines fejring af den danske marines 500 års fødselsdag. Foto: 12. august 2010
Her har jeg snapshottet det tyske krigsskib Bremen ved Kvæsthusmolen midt mellem 2 gamle danske træsejlskibe. Foto: 15. auust 2010
Den tyske fregat Bremen ved Kvæsthusmolen. - Herzlich willkommen! - Danke schoen! Foto: 15. august 2010

Flyvevåbnet fejrer her på Kvæsthusmolen Søværnets 500 år fødselsdag med en udstilling om Flyvevåbnet bl.a. med fremvisning af dette F-16 Fighting Falcon bygget i 1980´erne:

Flyvevåbnets F-16 fly i vandspejling efter skybrud over København og Nordsjælland lørdag aften den 14. august 2010. Kvæsthusmolen med en fransk fregat i baggrunden. Foto: 15. august 2010

– START DIN FREMTID…..

– Så er der afgang!

 

 

 

Flyvevåbnets F-16 Fighting Falcon jetfly opstillet på Kvæsthusmolen. " - Start din fremtid i ...." og så er det ellers bare derudaf med sus i maven og hvad ellers livet kan byde dig og hvad DU kan TILBYDE livet! Foto: 10. august 2010
Det franske krigsskib ved Kvæsthusmolen med Skoleskibet Georg Stage i forgrunden. Midt i billedet og længst borte ses de 2 kranbaner fra 1927 0g 1935, der sammen med Nye Dok og Pumpehuset fra 1858 udgjorde Orlogsværftet fra 1927 til 1989. Alle bygninger er fredet. Til venstre herfor skimtes Operaen på Holmen opført 2002-05. Foto: 15. august 2010.
Her fejrer Skoleskibert Georg Stage Søværnets 500 års fødselsdag med at holde åbent hus for publikum. Kvæsthusmolen. Foto: 12. august 2010

Åbent hus for alle interesserede og fremtidige gaster:

Ved landgangsbroen til Skoleskibet Georg Stage. Adgang for alle uanset alder og medbragte barnevogne med børn. Kvæsthusmolen. Foto: 15. august 2010

En planche på Georg Stage der fortæller om skibets specifikationer:

Planche på Skoleskibet Georg Stage.Bemærk ungdommens nysgerrighed fra de 2 gutter på dækket! Foto: 15.august 2010

Og så slutter jeg denne festlige uge af med, hvad der altid opmuntrer enhver sømand og orlogsgast: søde piger på kajen:

Kvindelige orlogsgaster på Kvæsthusmolen med den franske fregat og skoleskibet Georg Stage i baggrunden. Foto: 15. august 2010

Og med friskbagte pandekager fra en pancake-bike på Havnepromenaden ved Amaliehaven:

 

 

 

 

 

Pancake-bike. Her bages pandekager, mens du ser på. De serveres med rødt syltetøj, nutella m.m. Biken er en ombygget Christiania - bike, hvor pandkagebageren har næringsbrev og fået bagetilladelse fra sundhedsmyndighederne.Tilladelsen ses på billedet påklistret logoen Christianiabikes.dk. Kajen ved Amaliehaven ud for fregatten Absalon og med fregatten Thetis i baggrunden. Foto: 15. august 2010

Hvorfor er det netop  den 10. august 1510, som er Den danske Flådes fødselsdag?


Den danske Kong Hans var konge af Danmark 1481-1513, af Norge 1484-1513 og af Sverige 1497-1501.

Han beslutter tidligt i sin regeringsperiode at udbygge den kongelige flåde med skibe bygget på egne værfter, bl.a. på Slotsholmen.

I 1400- tallet bestod krigsflåden af rekvirerede skibe med udrustning  og mandskab stillet til rådighed af Købstædernes borgere og adelmænd samt af kongens personligt ejede krigsskibe.

Denne ordning eksisterede under Kong Erik den 7 af Pommern (1412-39) og under Kong Christian den 1 (1448-81), som begge øger de kongelige skibes antal markant. Øresundtolden blev indført af Erik af Pommern i 1429 og denne indbringende indtægtkilde skulle forsvares med en stærk sømagt.

Samtidig var de danske købstæders handel øget markant, hvilket betød stor søhandel med skibe i danske bælter og Østersøen.

Kongens skibe beskyttede søhandelen mod pirateri og hævdede dansk suverænitet.

Den 10. august 1510 beslutter Kong Hans at udnævne en øverstbefalende for sin kongelige flåde.

Det bliver adelsmanden Henrik Krummedige, der bliver “øverste kaptajn og høvedsmand for alle kaptajner”, hvad der idag svarer til admiral.

Nu er den kongelige danske flåde organiseret som en samlet organisation med en øverstbefalende leder.

Derfor er 10. august 1510 valgt som Den danske Flådes fødselsdag.

 

Galionsfigur opstillet ved Bradbænken på Nyholm, Holmen. Galionsfiguren sad på Fregatten Sjælland. På en tavle foran figuren står bl.a.: " SJÆLLAND - Skibet der var en fregat blev søsat 1858 og var i tjeneste til 1910. I tjeneste har den været i Brasilien, Vestindien, Middelhavet og har deltaget i træfninger med 3 prøssiske skibe ved Rygen. Symboliserer Sjællands frugtbare agerbrug i form af en stærk og sund kvinde med forgyldt kornneg i højre hånd og en plov i venstre. På hovedet bærer hun flettede kornaks". Foto: 15. august 2010


Ønsker du at læse mere om Søværnet og Flådestation København på Holmen henviser jeg til min artikel:

“Oplev Københavns 1000 årige historie på gåtur. Gåtur 5: Holmen  og Orlogsværftet.

Du finder den på min anden blog/hjemmeside. Søg på GOOGLE under Erik K Abrahamsen blog

eller på tvndk.wordpress.com (og søg “gåtur 5” på dette site)

og klik på “nettet” eller på “billeder”.

Du er velkommen til at printe denne artikel til eget brug.


Copyrigt tekst og billeder 2010 Erik K Abrahamsen

Opdateret den 15. september 2010

Med kærlig hilsen

Erik


Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *